Der findes korttricks, og så findes der korttricks. Det her er sidstnævnte – en rutine, der starter stille og ender med et visuelt crescendo, som får publikum til at stirre, blinke og spørge sig selv: “Hvordan i alverden…?”

Du lader en tilskuer vælge et kort fra et knaldrødt spil. Helt almindeligt. Du spreder kortene ud på bordet – og så mangler der ét. Det valgte kort er væk. Ikke gemt. Ikke skjult. Væk.

Men du er ikke færdig. Du rækker ned i lommen og tager en pung eller et telefonetui frem – noget helt urelateret. Og dér, som om det altid har ligget der, ligger det manglende kort. Men nu med en blå bagside. Det er ikke bare fundet – det er forvandlet.

Du lægger det blå kort tilbage på spillet, og så sker det: Hele spillet skifter. Hver eneste kort bliver til det valgte kort. Bagsiderne bliver blå. Forsiderne matcher. Det er som om hele spillet har bøjet sig for tilskuerens valg.

Og lige når publikum tror, de har set det hele, tager du det valgte kort ud igen – og med et snuptag er alt tilbage til normalen. Spillet er igen fyldt med forskellige kort og røde bagsider. Som om intet var hændt.

Det her er ikke bare en rutine. Det er en illusion med puls. En fortælling, der bygger op, overrasker og afslutter med stil. Og det bedste? Den er let at udføre. Ingen avanceret teknik, ingen stress – bare ren magi, pakket ind i en elegant sekvens, der føles som en symfoni af umulighed.

Hvis du leder efter en rutine, der både er tilgængelig og uforglemmelig, så har du fundet den.