Tryllekunstneren introducerer en tom hat og en solid terning. Terningen placeres i den omvendte hat. Derefter vises en tom dobbeltboks med to separate rum side om side, monteret på en fælles base. Boksen har udskårne vinduer foran med løse skydelåger og hængslede topdøre.

Terningen tages fra hatten og placeres i det ene rum, hvorefter dørene lukkes. Publikum bliver bedt om at huske, hvor terningen er. Boksen vippes, og dørene til det valgte rum åbnes – terningen er væk. Men publikum er ikke imponeret, for de har hørt terningen glide over til det andet rum. De kræver, at tryllekunstneren åbner dørene til det modsatte rum. Han lukker først dørene til det første rum, vipper boksen igen (lyden af terningen høres), og åbner så det andet rum – som også er tomt.

Denne leg med terningen, der tilsyneladende glider frem og tilbage, gentages, indtil publikum er ved at gå til af nysgerrighed og frustration. Til sidst fjerner tryllekunstneren den ene boks fra basen og placerer den et stykke væk. Han åbner frontlågen og viser, at terningen er der. Med en kastende bevægelse får han terningen til at forsvinde – og den dukker op i den anden boks.

Han gentager denne teleportation et par gange, og til sidst åbner han alle døre på begge bokse og beviser, at terningen virkelig er forsvundet. Den solide terning findes igen i hatten.

En klassisk rutine med masser af komik, misdirection og publikumsinteraktion – perfekt til salon og scenemagi, hvor publikum bliver trukket ind i illusionens spil og overrasket af den stærke afslutning.